Det er nu blevet skærtorsdag, og det betyder, at der mange, som har et par fridage at se frem til.
Noget, der dog ikke er værd at se frem til, er det kedelige vejr, som danskerne kommer til at opleve i dag. Der kommer nemlig hverken til at være sol eller høje temperaturer - tværtimod.
Det skriver DMI.
Skærtorsdag starter med en del skyer og et regnvejr, som breder sig ind over Danmark fra sydvest. Som så mange gange før falder der mest regn Vestjylland, mens det på Østsjælland og Bornholm kun bliver til perioder med lidt let regn.
Ud på efter eftermiddagen når regnvejret dog at passere den sydlige del af Jylland, og selvom der fortsat vil være mange skyer på himlen, kommer der en periode med tørvejr, inden et nyt område med regn og byger sidst på dagen nærmer sig den sydlige del af landet.
Temperaturen kommer op mellem 7 og 11 grader, og vinden bliver let til frisk, først fra forskellige retninger, men i løbet af dagen drejende til sydvest.
Det triste vejr ser heldigvis ikke ud til at vare ved hele påsken.
Vejret i de kommende dage
Fredag vil primært være skyet, og stedvist vil der være både regn og byger, men også perioder med lidt eller nogen sol.
Temperaturerne vil snige sig op mellem 8 og 13 grader, og dagen vil byde på let til frisk sydvestlig vind, som aftager lidt i løbet af dagen. Om aftenen og natten mest tørt og til dels klart vejr.
Lørdag bør danskerne for alvor se frem til, da de her vil opleve perioder med nogen sol, og temperaturer op mellem 9 og 15 grader, i de sydlige egne måske op til 18 grader. Om aftenen og natten først skyet med regn af og til, senere vekslende skydække med enkelte byger.
Påskedag, søndag, vil der være masser af skyer og spredte byger på menuen. Især i de sydlige egne klarer det op med lidt eller nogen sol.