En overtrædelse af reglerne i markedsføringsloven betyder, at Jem & Fix er blevet idømt en bøde på 150.000 kroner ved retten i Kolding.
Det fremgår på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.
Sagen drejer sig om markedsføringen af en reol og fire forskellige trailere. Reolen og trailerne blev markedsført på selskabets hjemmeside og i dets tilbudsaviser i forskellige perioder i 2017 og 2018.
Byggemarkedet oplyste priser uden fragt, selvom forbrugerne ikke kunne købe produkterne, uden at betale omkostninger til fragt.
Ifølge produktoversigten på selskabets hjemmeside havde reolen en pris på 398 kroner. Det blev ikke samtidig oplyst, at forbrugerne skulle betale 299 kroner i fragt. Det blev først oplyst, når man klikkede sig videre fra produktoversigten til produktsiden, oplyser Forbrugerombudsmanden.
Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix.
Det går ikke, forklarer forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen:
”De priser, som virksomheder annoncerer med, skal være de priser, som vi forbrugere kan købe varerne til. Hvis det annoncerede beløb kun udgør en del af prisen, fremstår produkterne billigere end de faktisk ender med at være, og det er ulovligt.”
”Dommen understreger, at alle obligatoriske omkostninger skal indregnes i prisen. Det gælder også fragt. Hvis fragten ikke kan beregnes på forhånd, fx fordi fragtprisen afhænger af det samlede køb, skal oplysningen om, at der tillægges fragt, stå i umiddelbar tilknytning til prisen.”