Fra den 1. oktober bliver der ændret i strømpriserne, og det kan få betydning for din daglige rutine.
Med indførelsen af vintertariffer fra netselskaberne kan det blive dyrere at oplade elbilen eller sætte vaskemaskinen i gang på tidspunkter, hvor strømforbruget topper.
Det skriver DR.
Tarifferne dækker over udgiften til at transportere strømmen gennem elnettet. De stiger markant i de travleste timer på dagen. Det betyder, at du kan spare penge ved at flytte dit strømforbrug til tidspunkter, hvor elnettet er mindre belastet.
Direktør i elnetselskabet N1, Lise Bering, forklarer, at formålet med prisstigningerne er at motivere forbrugerne til at ændre deres vaner for at mindske presset på elnettet. "Det her handler om, at omkostningerne til at transportere strømmen bliver højere," udtaler hun.
Priserne varierer afhængigt af landsdel og selskab, men et eksempel fra FDM viser, hvordan opladning af en elbil kan svinge kraftigt i pris. Oplader du elbilen i lav takst mellem midnat og klokken 6, kan en fire timers opladning koste så lidt som 6,16 kroner. Men venter du til de dyre perioder mellem klokken 17 og 21, kan prisen stige til hele 56,76 kroner for samme opladning.
Foto: Skærmbillede
Mette Rose Skaksen, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark, understreger, at de stigende tariffer sender et klart prissignal til forbrugerne om at flytte deres forbrug til mere gunstige tidspunkter. "Så man lige tænker en ekstra gang over, hvornår man sætter elbilen til opladning, og hvornår man tænder opvaskemaskinen om aftenen," siger hun.
Selvom tarifferne kan virke som en ulempe, er der ikke tale om, at netselskaberne skummer fløden. De er underlagt kontrol fra Forsyningstilsynet, der sikrer, at indtægterne kun dækker omkostningerne ved at drive elnettet.