Fra nytår bliver der indført en ny model for den såkaldte systemtarif, som det statslige selskab Energinet står for at opkræve. Dette sker direkte over elregningen.
Med den nye model, vil der blive opkrævet det samme hos eller elforbrugere. Virksomheder med et stort elforbrug kan dog se frem til at slippe billigere, mens det for private forbrugere vil blive dyrere.
Det skriver B.T.
I skrivende stund betaler alle danskere en tarif på 5,4 øre (plus moms) for hver kWh. Dette gælder for både private og virksomheder.
Sådan kommer det dog ikke til at forholde sig fra årsskiftet. Her kommer alle elforbrugere derimod til at betale et årligt abonnement på 180 kroner plus 3,6 øre (plus moms) pr. kWh.
For virksomheder, der har et meget stort elforbrug, vil dette resultere i store besparelser. For mindre private husstande med et lavt forbrug, kommer det til at resultere i en større elregning.
Ifølge Finans kommer de almindelige danske husstande til at have en merudgift på mellem 350 og 400 millioner kroner. Derfor skal de fleste danskere forvente, at strømforbruget bliver dyrere fra 1. januar 2024.
Bor man i en lille lejlighed med et årligt elforbrug på 1.500 kWh om året, så koster det i år 81 kroner i tarif til Energinet. Næste år kommer det samme forbrug til at koste 234 kroner, lyder det fra B.T.
For en familie med to børn, der bor i et almindeligt parcelhus, vil et gennemsnitligt forbrug lyde på 4.000 kWh. I denne forbindelse kommer tarifbetalingen til at stige fra 216 kroner i år til 324 kroner i 2024.
For husstande med et stort elforbrug, kan der dog være penge at spare. Hvis man har en elbil og en eldrevet varmepumpe, kan det resultere i et elforbrug på 12.000 kWh.
Er det tilfældet, vil der være en mindre besparelse at hente, da tarifbetalingen i år lyder på 648 kroner. Næste år kommer betalingen i stedet til at hedde 612 kroner.
Det er især de storforbrugende virksomheder, der kommer til at nyde godt af den nye model.
F.eks. vil en virksomhed med et årligt elforbrug på 50 millioner kWh ende med at spare op mod 900.000 kroner. Derfor er det en model, som mange større virksomheder er klar til at byde velkommen.