Selvom julen er hjerternes fest, bringer årets pesticidrapport et alvorligt budskab til de danske forbrugere.
Konventionelt dyrket frugt og grønt indeholder nemlig stadig en betydelig mængde sprøjtegifte – og de populære julefavoritter er ingen undtagelse.
Især appelsiner og klementiner, som ofte fylder frugtskålen i december, topper listen.
I rapporten fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet blev der fundet pesticidrester i 100 procent af de undersøgte konventionelle appelsiner og i 97 procent af klementinerne.
Selv rødvinen, der ofte nydes ved julebordet, indeholder rester af sprøjtegifte i mere end halvdelen af de analyserede prøver.
Dette fremgår i en pressemeddelelse VIA Ritzau.
Rapporten viser også, at pesticider er et generelt problem. I konventionelt dyrket frugt findes der pesticidrester i 80 procent af prøverne, mens tallet for grøntsager er 42 procent.
For danske produkter er tallene lidt lavere, men stadig alarmerende: 68 procent af danske frugter og 19 procent af grøntsagerne indeholder rester af sprøjtegifte.
Økologisk mad skiller sig dog markant ud i undersøgelsen.
Kun 2,3 procent af de økologiske prøver viste spor af pesticider – og kun én enkelt prøve overskred de tilladte grænser.
Det gør økologi til det klare valg for forbrugere, der ønsker at minimere deres indtag af syntetiske sprøjtegifte.
En tidligere undersøgelse fra DTU har vist, at man kan halvere sit pesticidindtag ved at vælge økologiske versioner af fem populære fødevarer: æbler, salat, tomater, hvedemel og kartofler.
Mens eksperter fortsat advarer om potentielle effekter af pesticider på sundhed og miljø, står det klart:
Hvis man vil have en jul uden bekymringer om sprøjtegifte, er økologi det sikreste valg.