Virksomheden GRAKOM advarer mod, at man træffer hurtige beslutninger baseret på mavefornemmelser om afskaffelse af Nej tak – ordningen for husstandsomdelte reklamer. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
En række organisationer og COOP gentager nu deres forslag om at erstatte Nej tak – ordningen for husstandsomdelte tilbudsaviser med en Ja tak – ordning. Et dårligt forslag bliver ikke bedre af gentagelse, mener de:
”Træk lige vejret og sæt jer ind i tingene. Der er tale om et ualmindeligt dårligt forslag. Det vil smadre distributionen af lokale ugeaviser, det skader sammenhængskraften i små lokalsamfund, det skader mindre lokale erhvervsdrivendes muligheder for at drive forretning, det koster arbejdspladser og det fører til at endnu flere markedsføringskroner havner i lommerne på techgiganterne”, siger Thomas Torp, som er administrerende diriktør i GRAKOM og fortsætter:
”Hvis COOP gerne vil gavne klima og miljø kunne de stoppe med at producere tilbudsaviser i Polen og fragte dem til Danmark på store lastbiler. Ingen tvinger COOP til at udgive tilbudsaviser. Og så kunne de skære ned på onlinemarkedsføringen, som både belaster klimaet og styrker techgiganterne.”
Forslaget fra COOP og organisationerne bygger på en række fejlagtige påstande og fortielser:
- Mængden af tilbudsaviser overdrives med næste 100 pct. Der blev i 2021 omdelt 57.000 tons tilbudsaviser
- CO2-udledning overdrives voldsomt. Tallet er nu helt oppe på 300.000 tons CO2. For et år siden påstod samme forslagsstillere at tallet var 200.000 tons. I virkeligheden kender vi tallene helt konkret på trykkerierne, og der udledes ca. 70.000 tons CO2.
- Det påstås at de fleste reklamer ender i skraldespanden. Det er ikke korrekt. 86 pct. af modtagerne læser tilbudsaviserne. Når de er læst ender de i genbrugscontaineren. Vi genbruger omkring 90 pct. af vores papir i Danmark
- Det forties at færre tilbudsaviser fører til mere onlinemarkedsføring, som dels medfører CO2-udledning. Ifølge Forbrugerrådet TÆNK er udledningen fra en e-mail 50 gram CO2. Det svarer til udledningen fra en lille tilbudsavis. Hver gang COOP udsender en million nyhedsbreve til kundeklubben udledes således 50 tons CO2.
- Det forties, at det er nemmere at tilmelde sig Nej tak – ordningen end at tømme postkassen, og at 95 pct. af danskerne kender ordningen. Det giver derfor ikke mening at påstå, at der er tale om tvangsreklamer. Det er til gengæld tvangsreklamer, når COOP og andre reklamerer på TV, outdoor, Google eller Facebook.