1. oktober kan borgere i målgrupperne igen blive vaccineret mod influenza og covid-19 gratis.
Region Midtjylland tilbyder vaccinationerne på ti forskellige vaccinesteder i regionen.
Regionens vaccinesteder ligger i hhv. Aarhus, Horsens, Herning, Struer, Ringkøbing, Randers, Grenå, Skrive, Silkeborg og Viborg, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
I år er det også muligt at blive vaccineret på nogle af landets apoteker.
Se hvor du kan blive vaccineret og hvornår de enkelte vaccinesteder holder åbent på Danmarkskortet: https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/vaccination-mod-covid-19/vaccinationssteder/
Hvem tilbydes vaccination i år
Sundhedsstyrelsen tilbyder fra 1. oktober til 15. januar vaccination mod covid-19 og influenza til:
Børn i alderen 2-6 år (kun influenza. Som næsespray)
Personer under 65 år som har en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.
Personer der er fyldt 65 år eller derover.
Borgere i målgruppen til begge vacciner kan få disse samtidig.
Midt i september modtager +65-årige borgere invitation til vaccination i deres e-boks (eller via almindelig post hvis de er fritaget digital post) og kan derefter bestille tid til vaccination på www.vacciner.dk.
Borgere der ikke har MitID, kan kontakte regionens bookingtelefon på tlf. 7023 2415.
Borgere under 65 år modtager ikke en invitation til vaccination. Disse kan uden henvisning fra en læge fra midt i september booke tid til vaccination på www.vacciner.dk.
Du har god tid til at nå din vaccination
Vi ved af erfaring, at der kan være rift om de første vaccinationstider.
Da vaccinationerne gives i perioden 1. oktober til 15. januar har du god tid til at tage imod tilbuddet.
Region Midtjylland opfordrer dig til at væbne dig med tålmodighed, hvis du oplever udfordringer med at finde tid til vaccination eller med at komme igennem på telefonen i de første dage i oktober.