I alt har DTU Fødevareinstituttet undersøgt 542 fødevarer, som er udtaget i forbindelse med den danske pesticidkontrol for 3. kvartal sidste år. Efterfølgende har Fødevareinstituttet vurderet, at 12 prøver kan udgøre en sundhedsmæssig risiko.
Det er sket, fordi personale fra Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen hvert kvartal rapporterer resultater fra den danske pesticidkontrol.
Rapporten for 3. kvartal 2019 omfatter resultater for 542 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankeprøver af frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter og animalske produkter, som er analyseret for pesticidrester.
12 af prøverne vækker opsigt
DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at 12 prøver kan udgøre en sundhedsmæssig risiko. Det drejer sig om fund af prothiofos i importeret kailankål, tricyclazol i importeret ris og chili, og hexachlorbenzen i danske gulerødder.
I otte importerede prøver af appelsin, banan, mandarin, asiatisk centella, koriander, chili og mango er chlorpyrifos fundet i mængder, der både ligger under den gældende grænseværdi (seks prøver), og som overskrider den (to prøver).
Det er ikke afklaret, om chlorpyrifos har en skadelig virkning på generne. En sundhedsmæssig risiko ved fund af stoffet kan derfor ikke udelukkes – uanset om grænseværdien er overholdt eller ej.
DTU Fødevareinstituttet har således vurderet for alle prøver med indhold af chlorpyrifos, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.
Hvis pesticidindholdet i en fødevare overskrider grænseværdien, må den ikke længere sælges. Vurderes det ydermere, at indholdet kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, bliver fødevaren også tilbagekaldt fra markedet, og der bliver sendt en advarsel via EU’s advarselssystem for foder og fødevarer, RASFF.