Sankt Hans er for mange en fast del af sommerens højdepunkter. Men den traditionsrige fejring kommer med en alvorlig advarsel i år. Danmark har haft en varm og knastør weekend, og tørkeindekset ligger faretruende højt.
Det skaber farlige forhold for dem, der planlægger havebål på egen grund. Det fortæller Tidende.
Søndag målte Bornholm et tørkeindeks på 9,9 – hvilket svarer til en mangel på 99 millimeter vand i det øverste jordlag.
Et enkelt vindpust med en gnist kan være nok til at antænde både hække og græs. Hos forsikringsselskabet Alm. Brand opfordres der derfor til ekstrem forsigtighed.
"Vi ved, at mange glæder sig til sankthans. Men det varme og tørre vejr gør bålafbrænding mere risikabelt end normalt. En enkelt gnist kan være nok til at antænde en tør hæk eller græsplæne," siger Jan Graversgaard, direktør for Bygning og Bolig i Alm. Brand.
Uforsigtig adfærd kan ikke alene føre til brand – det kan også koste på forsikringsdækningen.
Grov uagtsomhed, såsom at tænde bål for tæt på bygninger eller at forlade det uden opsyn, kan føre til afslag på erstatning.
Alm. Brand understreger desuden, at der kun bør brændes rent og tørt træ. Gamle møbler, affald og malet træ udgør ikke kun en miljøbelastning, men kan også give ukontrolleret ild og giftig røg.
Beredskabsstyrelsen anbefaler afstande på 30 meter til bygninger med hårdt tag, 60 meter til markafgrøder og hele 200 meter til stråtage og brandfarlige oplag. En spand vand, opsyn og sund fornuft er absolut minimum, hvis flammerne skal holdes under kontrol.