Inden du lader dig skræmme af overskriften og begynder at skrue radiatoren op på højeste niveau, så skal du vide, at årets laveste temperatur er blevet målt, og at temperaturen heldigvis ikke er så langt nede lige nu.
DMI havde nemlig allerede på forhånd meddelt, at der var stor sandsynlighed for, at vi i dag kunne få årets koldeste dag. Den spådom fik de ret i, da der blev målt -4.7 grader i Billund klokken 05.30 i morges.
Der var altså god grund til, at du gik og frøs lidt ekstra her til morgen, og at der var frost på bilruderne rundt omkring i landet.
Selvom temperaturen er den hidtil laveste i år, så er det ikke den laveste temperatur denne vinter. Den koldeste temperatur blev målt i december, hvor den var helt nede og vende på -5.8 grader.
Temperaturen i denne uge
Temperaturen er heldigvis begyndt at stige igen, og i dag onsdag vil den ligge på mellem 4 og 7 grader. Det bliver en tør og solrig dag, hvor der sent på aftenen kan komme enkelte byger.
Modsat den kolde nat vil temperaturen ligge mellem 2 til 7 grader natten til torsdag.
Torsdag får vi længere perioder med skyet vejr, men det holder mest tørt. Der kan stedvis komme lidt eller nogen sol, mens der vil være størst chance for sol i Nordjylland.
Temperaturen forventes at ligge på mellem 6 og 9 grader.
Fredag bliver det gråt og skyet, og der kan også komme dis eller tåge først på dagen. Temperaturen ligger på mellem 5 og 8 grader, mens den falder til mellem 1 og 5 grader i løbet af natten.
Lørdag og søndag er der mulighed for at få helt op til 10 grader. Dagene vil veksle mellem sol og skyer, mens der søndag dog kan komme en hel del vind. Der kan sent på aftenen og i løbet af natten komme vindstød af storm- eller orkanstyrke.