Der er ikke nogen tvivl om, at sommervejret har skuffet de sol- og varmeglade danskere.
Selvom der har været enkelte, korte perioder med blå himmel, høj sol og høje temperaturer, så har det helt store hovedtema for juni måned været ustadigt vejr.
Der er ikke noget at sige til, at danskernes tålmodighed er ved at være opbrugt, og at sommervejret gerne snart må melde sin ankomst.
Det gør den desværre bare ikke lige foreløbig.
Sådan skriver DMI.
I løbet af i dag passerer en front landet fra vest med udbredt regn og byger. Senere klarer det lidt op dog med mange byger de fleste steder.
Især den vestlige del af Jylland ser ud til at kunne få en del regn frem til middag.
Der vil antageligt falde mellem 10 og 20 mm regn på relativ kort tid, men hvis ikke det var nok nedbør, så kommer der efter fronten mange byger.
Men det stopper ikke her, for vejrtjenesten har nemlig mere trist nyt.
Fredag bliver en dag med en del regn- og tordenbyger og lørdag kommer endnu en omgang udbredt regn forbi.
Over de tre dage ser det ud til at der mange steder vil falde mellem 20-40 mm regn, men nogen steder kan der sagens falde mere.
Det svare til en pæn del af de cirka 65 mm nedbør vi i gennemsnit får i juli måned.
Derudover bliver det en overgang ret blæsende med op til hård vind fra vest og sydvest og de fleste dage med temperaturer omkring 15 til 20 grader.