Vintervejret vender tilbage. Sådan lyder meldingen fra DMI i deres månedsprognose, hvor de kigger flere uger ind i fremtiden.
De skriver her, at snebyger, dagsfrost og bidende kulde, som danskerne netop lige har oplevet, vil vende tilbage.
Og faktisk går der ikke længe, inden det sker.
I uge 3, som strækker sig fra den 15. til den 21. januar, vil et lavtryk passere over Skandinavien, hvilket bringer snebyger og kold luft med sig.
Ugen vil også byde på solstrejf gennem et 'hullet' skydække og perioder med svagt højtryk, hvilket resulterer i roligt, men frostfyldt vejr. Dagtemperaturene vil variere mellem 3 graders frost og 4 graders varme, mens nattemperaturene forventes at falde til mellem 8 graders frost og 2 graders varme.
Allerede i uge 4, fra den 22. til den 28. januar, er vejrudsigten mere usikker, men ifølge DMI vil der være mulighed for lavtryk med slud og regn, som også kan være skyld i perioder med roligere vejr. Dog kan den kolde luft og dominerende højtryk fastholde Danmark i en kold vinterfase.
Dag- og nattemperaturer vil sandsynligvis ligge på lignende niveauer som i uge 3, men nogle døgn vil potentielt blive koldere.
I deres månedsprognose kommer DMI også med sit bud på, hvordan vejret ser ud i uge 5, 6, og 7, men DMI påpeger, at prognoserne er meget usikre, når der kigges så lagt ud i fremtiden.
Samlet set tegner de kommende uger til at byde på et klassisk og udfordrende vintervejr i Danmark.