April er kendt for at byde på lidt af det hele, når det kommer til vejret.
Igen i år ser det ud til at være tilfældet, men faktisk ser det også overvejende positivt ud, når man kigger på DMI's netop opdaterede månedsprognose.
Solrig begyndelse på april
April, der tages hul på i uge 14, starter med et solidt højtryk, der strækker sig fra De Britiske Øer til Baltikum.
Det giver overvejende tørt og solrigt vejr i Danmark - dog med mulighed for enkelte skyede dage og lidt regn, hvis svage fronter glider forbi nordfra.
Højtrykket ligger først på ugen vest for landet, hvilket åbner op for en kølig nordlig luftstrøm. Det betyder, at nattefrosten stadig kan bide til i de indre egne, især under klare og stille nætter.
I takt med at højtrykket forskyder sig mod øst, får lunere luft sydfra lettere adgang. Dagtemperaturerne lander typisk mellem 8 og 13 grader, mens natten byder på 2 til 7 grader - og lokalt ned til et par graders frost.
Kold luft fra nord præger midten af måneden
I uge 15 trækker et højtryk sig mod Grønland og Norskehavet, og det sender Danmark ind i en nordlig og nordvestlig luftstrøm.
Det resulterer i et mere ustadigt vejrbillede med byger, skyer og enkelte solperioder.
Lavtryk over Centraleuropa holder den sydlige varme på afstand, mens højtryksrygge i perioder kan stabilisere vejret over Skandinavien og give bedre solchancer i Danmark.
Temperaturerne holder sig i den kølige ende med 7 til 12 grader om dagen og 0 til 6 grader om natten, hvor der er risiko for nattefrost i de mest udsatte områder.
Kulden fortsætter
Mod slutningen af måneden fortsætter det overordnede vejrmønster.
Højtryk over Nordatlanten og lavtryk over Sydeuropa fastholder Danmark i en kølig nordlig strømning.
Det giver et miks af sol, skyer og byger, men enkelte dage kan dog byde på mere roligt og solrigt vejr, når højtryksrygge når ind over Skandinavien.
April fortsætter altså med at holde forårstemperaturerne nede, og prognoserne peger på, at temperaturen samlet set vil ligge lidt under normalen for årstiden.
Dagene byder fortsat på 7 til 12 grader, mens nætterne holder sig mellem 0 og 6 grader.