I morgen er det den 1. juni, og det betyder, at det officielt er sommer.
Sommerens første tid ser ud til at blive domineret af et højtryk, der ligger over Nordeuropa.
Det betyder, at vejret dag ud og dag ind vil levere den samme vejrmenu, som vil bestå af masser af sol og varme.
Der vil være enkelte afvigelser, da højtrykket af flere omgange vil blive skudt nordpå kortvarigt, hvilket kan føre til ustadigt vejr i form af regn- eller tordenbyger.
Sådan skriver DMI.
Sommeren vil som helhed være både varmere og tørrere, end vi er vant til herhjemme, men der er stadig mulighed for regn og torden i løbet af sommeren.
Juli
Næsten alle prognosemodeller er enige om, at et højtryk vil dominere det nordlige Europa i denne måned.
De er dog ikke helt enige om placeringen af det. De fleste peger dog på, at højtrykket vil ligge mellem Skandinavien og Island.
Det betyder, at vejret fortsat vil være ganske stabilt. Tørvejr, sol og varme vil være at opleve i lange baner i juli måned.
Temperaturen ser ud til at lande lidt over de sædvanlige juli-temperaturer. Nedbøren ser ud til at ende lidt under det normale, men til trods for det vil enkelte byger spøge i kulissen.
August
Da der fortsat er to måneder til der tages hul på august måned, er der en del usikkerhed forbundet med prognoserne.
Dog fortæller de fleste prognoser os stadig, at et højtryk stadig vil dominere over Nordvesteuropa.
I kølvandet på denne melding kan danskerne derfor også i august måned forvente tørvejr, sol og varme temperaturer.
Dog vil vejret ikke opretholde sin stabilitet, som den ellers vil i månederne forinden. Der vil komme mere regn, flere skyer og mulighed for lummervarme og tordenvejr. Det kræver dog, at luftmassen bliver ustabil.
I august ser temperaturerne også ud til at ende en anelse over det niveau, som danskerne er vant til. Nedbørsmængderne ser i skrivende stund ud til at være lidt under det normale, men der er meget usikkerhed forbundet med de potentielle byger i august.