DMI: Helligdagen lover godt

19/05/2020

Julie Møller

Foto: Shutterstock
For mange er Kristi himmelfartsdag lig med en fridag, og netop på torsdag melder det lune vejr sin ankomst med op til 21 grader og nogen sol.

Mest læste i dag

Et højtryk sydvest fra bevæger sig mod Skandinavien. Det betyder, at varm luft strømmer op over Danmark, hvor det især ser ud til, at torsdag bliver en flot dag med op til 21 grader og solskin. Det bliver overtaget af en koldfront, der nærmer sig Danmark vestfra, og den vil højst sandsynligt passere landet lørdag. 

Først tager vi et kig på dagens vejr, som byder på skyer og i den sydlige halvdel af landet stedvis regn. Omkring middag begynder det at klare op fra nordvest med nogen sol, men det er først ud på eftermiddagen, at opklaringen når de sydøstlige egne. Det bliver op mellem 12 og 17 grader i dag, og i nat tørt og ret klart vejr, men efterhånden tågebanker nogle steder.

Fridag og solskin

Onsdag bliver en gentagelse af tirsdagens vejr med sol og skyer, men torsdag ser det ud til at blive rigtig flot vejr. På Kristi himmelfartsdag bliver det tørt med nogen sol, temperaturer op mellem 15 og 21 grader, varmest i Jylland, ved kyster stedvis lidt køligere. Vinden bliver svag til jævn, og om natten fortsat klart og tørt vejr. 

Fredag fortsætter torsdags fine vejr med nogen sol og tørt vejr. Men om  aftenen og natten bliver det skyet med regn vestfra. Dette vejr kommer også til at præge lørdag og søndag. 

Lørdag vil der på de østlige egne først på dagen komme skyer med regn, ellers byger og nogen sol. Dagtemperaturer mellem 11 og 16 grader, og om natten ned mellem 7 og 11 grader. Søndag vil der være nogen sol og mest tørt, om dagen op mellem 13 og 18 grader, og om natten ned mellem 8 og 11 grader. 

Efter weekenden ventes et højtryk at ligge sydvest for Danmark, og vi kan forhåbentlig se frem til et ret solrigt og tørt vejr i næste uge.

 


 

Anbefalet til dig