Folkemødet på Bornholm er nu godt i gang, men vejret på solskinsøen ventes ikke at vise sig fra sin mest solrige side.
I stedet ser det køligt og til tider vådt ud.
Fredag starter skyet med mulighed for enkelte byger, men i løbet af eftermiddagen klarer det i perioder op med lidt sol. Temperaturen sniger sig op mellem 14 og 17 grader, og vinden bliver svag til jævn vind fra syd og sydøst.
Sådan skriver DMI.
Lørdag begynder med tørt og solrigt vejr, men fra omkring middag bliver det skyet med regn og byger fra sydvest. Temperaturen stiger til mellem 14 og 18 grader, og vinden bliver let til frisk omkring sydøst, men ud på dagen drejer vinden til sydvest og aftager en smule.
Vejret i resten af landet
I resten af landet byder fredagen på mest skyet vejr med regn eller byger, svag til frisk vind fra syd og sydøst og temperaturer op mellem 14 og 18 grader.
Lørdag ser ud til at blive en ret våd og blæsende dag med temperaturer mellem 14 og 17 grader.
En front skal passere landet fra sydvest med en hel del regn og byger, og de seneste prognoser viser, at der lokalt kan komme op mellem 20 og 30 mm regn fra lørdag morgen til lørdag aften.
Om vi når op over varselskriteriet for kraftig regn, er endnu usikkert, men vi holder løbende øje med situationen og udsender et varsel om nødvendigt.