I løbet af ugen har mange håbefulde danskere læst med, når DMI har kastet sine prognoser på senugen. De har nemlig meldt om forårsvejr, med temperature der skulle overstige 10 grader.
Det har været opløftende nyt, efter en lang og kold vinter.
Forårstemperaturene må vi dog vente på lidt endnu.
Tirsdag aften bredte en dyne af dis og tåge sig over landet sydfra, og selvom temperaturen onsdag ventes op mellem 5 og 10 grader, ender dagen nok med at blive mere en gråvejrsdag end en forårsdag.
Det skriver DMI.
Onsdag morgen er de fleste stået op til dis og tåge, som kan gøre det svært at se langt i morgentrafikken. Det er derfor vigtigt at være særligt opmærksomme, hvis man skal ud i trafikken.
Op ad dagen kan det klare lidt op med bedre sigt og måske lidt solglimt, men samtidig presser en svag front med flere skyer og lidt regn sig på vestfra, og de vestlige egne af landet kan opleve perioder med lidt regndryp.
Svag til jævn vind vil ramme landet fra syd og sydøst, der tiltager og bliver let til frisk omkring syd, ved kysterne stedvis hård vind. I aften og i nat skyet med stedvis dis eller tåge.