Efter en periode med koldt og snefyldt vintervejr, er der en mildning på vej.
'Den kommende uge skubbes den meget kolde luftmasse over Danmark mod øst og nordøst, når lavtryk af flere omgange sender fronter ind over landet fra vest eller sydvest,' oplyser meteorolog ved DMI Mette Zhang i 'meteorologens kommentar' på vejrtjenestens hjemmeside.
Ifølge DMIs seneste prognoser kommer temperaturerne til at ligge mellem frysepunktet og fire graders varme i dagtimerne, mens vi om natten kan komme helt ned omkring minus fem grader, når det bliver koldest.
Tidligere har prognoserne antydet, at vi i løbet af den kommende uge står over for et vejrskifte fra meget koldt til mere mildt vintervejr. Som det ser ud nu, er der dog kun tale om en lille mildning. Det betyder, at sneen fortsat vil kunne dække landskabet flere steder.
Vejret i dag
'Lidt-af-det-hele-vejr: I morgentimerne lokal rimtåge, ellers mange skyer og især mod sydvest sne eller slud. Længere mod øst mest tørt og måske lidt sol,' skriver DMI på det sociale medie X, der tidligere er kendt som Twitter.
Temperaturen kommer til at ligge mellem minus én og plus tre grader, mens vinden bliver sydøstlig og op til frisk.