DMI med dugfrisk månedsprognose: Her vinker vi farvel til sommervejret

Nyheder
Foto: Shutterstock
Inden længe er det forbi.

Lige nu læser andre også

Det lune sensommervejr ser ud til at fortsætte i Danmark, men efterårets mere kølige og våde tendenser begynder snart at gøre deres indtog.

Prognoserne indikerer, at den dejlige og stabile varme fra den seneste tid snart bliver afløst af mere ustadigt vejr, som byder på alt fra sol til kraftige regnbyger.

Det skriver DMI i deres netop opdaterede månedsprognose.

Uge 37: Lunt og overvejende solrigt

I uge 37, som starter den 9. september, vil vejret være præget af et kraftigt højtryk, som ligger over det vestlige Rusland, og et tilsvarende system vest for De Britiske Øer.

Højtrykket vil holde lavtryksaktiviteten over Centraleuropa i skak, hvilket betyder, at danskerne kan se frem til overvejende lunt og solrigt vejr.

Temperaturen forventes at ligge lidt over det normale for årstiden, og det vil sige, at dagtemperaturerne vil befinde sig mellem 16 og 23 grader.

Der vil dog være risiko for, at fronter med skyer og regn fra Centraleuropa når Danmark - især mod slutningen af ugen. Her kan vi opleve kraftige regnbyger, men som helhed vil solen dominere

Uge 38: Skiftende vejr og flere skyer

I uge 38 viser prognoserne, at højtrykket bliver forskudt mod nordvest, hvilket vil medføre mere lavtrykspræget vejr i Danmark.

Med andre ord vil flere skyer og regndråber melde sin ankomst. Der vil dog stadig være perioder med tørvejr og solskin - så helt gråt bliver det ikke.

Her skal der også tages afsked med sommervejret, da dagtemperaturerne vil ligge mellem 15 og 20 grader.

Uge 39: Ustabilt og regnfuldt

Efterhånden som vi nærmer os slutningen af september, bliver vejret mere ustabilt. Der er indikationer på højtryksaktivitet over Island og De Britiske Øer samt lavtryksaktivitet over Skandinavien og Østeuropa.

Det betyder, at vi kan forvente perioder med regn og byger, som indimellem bliver afløst af lejlighedsvis sol og tørvejr.

Dagtemperaturerne vil fortsat være mellem 15 og 20 grader, mens nattemperaturerne falder til 5-13 grader. Nedbørsmængderne forventes at ligge omkring eller lidt over gennemsnittet, svarende til 25-45 mm.

Samlet set må vi altså forberede os på et gradvist skift mod mere typisk efterårsvejr, hvor sol og regn vil kæmpe om overtaget.

Anbefalet til dig