De første måneder i kalenderefteråret bliver formentlig varmere end normalt for årstiden.
Især september, kan komme lunt fra start med sol og sensommervarme. Til gengæld ser oktober noget mere ustadig ud.
Usikkerhederne er store, især hvad angår nedbørsmængder og forekomst, dog lægger prognoserne op til at oktober bliver vådere end september.
Sådan skriver DMI i en ny sæsonprognose.
September
September tegner til at byde på et klassisk vejr-mix af varme, tørre dage under højtryk fra øst - særligt Sibirien og det nordøstlige Skandinavien - afbrudt af kraftige byger og torden, når fronter fra sydøst rykker ind.
Perioderne med solrigt og varmt vejr kan strække sig over flere dage, men risikerer at blive brudt af kraftige regnskyl, der nogle steder kan nå skybrudsniveau.
Senere på måneden ændres billedet, når lavtryk begynder at dominere over Nordskandinavien.
Det betyder flere skyer, vind og regn, men dog også lyspunkter med tørvejr og sol. Temperaturen ventes at lande lidt over normalen, mens nedbørsmængderne ser ud til at holde sig omkring eller lidt under det normale for september.
Oktober
Oktober viser allerede nu tegn på at blive både våd og omskiftelig.
En livlig lavtryksaktivitet over Norskehavet og videre mod Nordskandinavien og Sibirien vil sende fronter og byger ind over landet fra vest.
Højtryk sydvest for De Britiske Øer får dog lejlighedsvis bugt med skyerne og giver plads til solens spil i de gyldne efterårsfarver.
Men i takt med at temperaturforskellene øges mellem de kolde og varme luftmasser, stiger også risikoen for efterårsstorme - især i Nordvestjylland og langs Vestkysten.
Det er endnu usikkert, hvor voldsomt det bliver, men tidlige indikatorer peger mod et øget potentiale for blæsevejr.
Mod slutningen af måneden kan efterårets første nattefrost dukke op - ofte i kølvandet på en koldfront med blæst, efterfulgt af en stille og klar nat med højtryk fra vest.
Temperaturen i oktober forventes at ende omkring eller lidt over normalen, mens nedbørsmængderne kan overstige det sædvanlige - særligt i Jylland.