I weekenden har vi kunne nyde et flot og efterhånden lunt forårsvejr - og ugen starter også med et dejligt vejr. I dag får vi nemlig helt op til 18 graders varme og masser af solskin.
Mandag vil nemlig byde på tørt og solrigt vejr til det meste af landet - efterhånden også til den sydvestlige del. Temperaturer mellem 13 og 18 graders varme - dog køligere ved kyster med pålandsvind. Hele døgnet svag til jævn vind og i nat mellem 1 og 6 graders varme.
Tirsdag vil endnu en gang byde på tørt vejr, med nogen eller en del sol. I løbet af dagen dog stedvis mere skyet. Endnu en lun forårsdag med 12 og 17 graders varme - og svag til jævn vind. Om natten temperaturer mellem frysepunktet og 5 graders varme.
Onsdag skifter det
Onsdag skifter vejret og vi skal endnu en gang forberede os på lidt lavere temperaturer. Der vil en overgang være skyet med regn fra nordvest, men ellers perioder med lidt eller nogen sol. Der kan dog komme byger med hagl. Temperaturer mellem 8 og 13 graders varme, hvor der bliver varmest mod øst. Jævn til hård vind, der vil være tiltagende, så hen på eftermiddagen op til kuling ved Vestkysten.
Torsdag bliver det overvejende skyet med regn eller byger, der endda også kan byde på slud eller hagl. I den vestlige del vil det klare op i løbet af dagen. Temperaturer mellem 5 og 10 graders varme, mens der om natten bliver mellem 2 graders frost og 4 graders varme. Jævn til hård vind og ved kysterne stedvis kuling.
Fredag nogen eller en del sol, med spredte byger - på Bornholm mere skyet og til tider lidt regn. Temperaturer mellem 6 og 10 graders varme, mens natten byder på temperaturer mellem frysepunktet og 5 graders varme. Let til frisk vind fra nordvest og nord, ved kysterne stedvis op til hård vind.