Kalenderen har netop ramt december, og den første dag i årets sidste måned byder på nedbør og blæst.
Om det bliver slud, tøsne, sne eller regn er lidt usikkert, og derfor er dagens vejr bøvlet - både for meteorologen og for alle andre, skriver DMI.
Tidlig onsdag morgen lyder prognosen, at den nordlige halvdel af Jylland og måske den nordligste del af Sjælland får en solid omgang tøsne blandet med sne og slud. I resten af landet starter nedbøren som tøsne og slud, men går over i regn.
Foto: Shutterstock.
Nedbøren forventes at falde som tøsne, og det betyder, at der lokalt vil kunne forekomme snefygning. Dog er tøsne en tung og våd omgang, og derfor fyger det ikke så nemt i den kraftige blæst, melder DMI.
Skal du ud i dag?
Der er ingen tvivl om, at nedbøren vil give plørede og glatte veje til gene for trafikanterne.
Derfor opfordres danskerne også til at holde øje med vejret, hvis man begiver sig ud i dagens vejr.
Foto: Shutterstock.
I aften kan hele landet forvente en ny omgang sne og slud, men dog af kortere varighed, lover DMI.
I løbet af natten og torsdag morgen trækker nedbøren endelig væk mod øst. Hvis du befinder dig i Jylland, betyder det, at du kan se frem til en stjerneklar nat.