Ifølge DMI er der mulighed for snestorm inden længe.
Der kan ske meget med vejret i Danmark i de kommende dage.
Lige nu står landet over for et usædvanligt vejrfænomen, der går under navnet ‘kommasystem’, skriver DMI.
Systemet, som får sit navn fra sin komma-lignende form på satellitbilleder, er i virkeligheden en samling byger, der er samlet på en linje. Disse byger forventes at tage turen ned over Danmark fra nordvest i nat, onsdag til torsdag.
Bygerne kan både indeholde slud, sne, og hagl, som vil være ledsaget af risiko for torden samt kraftige vindstød.
De mange byger forventes at byde på nedbørsmængder mellem 1 og 10 millimeter, som, afhængigt af omstændighederne, kan svare til en snefald 1-10 centimeter.
Med andre ord kan danskerne torsdag morgen vågne op enten 0 eller 10 centimeter sne. Torsdag vil der også være mulighed for både slud- eller snebyger.
Men det stopper ikke her.
Mulighed for snestorm
Vejret tager en dramatisk drejning fredag, hvor sne og blæst forventes at brede sig op gennem landet fra syd.
Med nedbør, der primært vil falde som sne eller tøsne, og en vind, der tager til, tegner der sig billeder af potentiel snestorm. De nuværende prognoser siger dog, at kriterierne for at bruge termen ‘snestorm’ ikke ser ud til at blive opfyldt:
“Dette kunne lyde som opskriften på en snestorm, men en snestorm kræver at 3 ting er opfyldt samtidigt: Der skal komme mere end 10 cm over en 6 timers periode, og det skal være frostvejr samtidigt med at det blæser mindst 10 m/s”, skriver DMI.
Dog holder de alligevel øje med, om en snestorm ligger på lur:
“Snemængderne og nedbørsformen på tværs af landet fredag og natten til lørdag er fortsat noget usikre, derfor holder vi øje med, om en snestorm lurer i dele af landet”, skriver vejrtjenesten på sin hjemmeside.
Om en snestorm vil ramme landet inden længe, vil tiden vise. Én ting er dog helt sikker – og det er, at hue og handsker bør ligge klar, når du skal ud af døren i de kommende dage.