Vejret har været meget svingende i løbet af de seneste par måneder. Den eneste kontinuerlighed, som vi finder i vejret i øjeblikket, er, at det hele tiden skifter.
Perioder med koldt vejr og masser af nedbør erstattes af masser af sol og en kraftig varme. I weekenden vender det dårlige vejr så tilbage, men kort efter kommer solen frem igen.
Det skiftende vejr er meget frustrerende, og det gør det særligt svært for danskerne at planlægge mange dage frem, hvert fald hvis man vil lave noget i naturen eller tænde op for grillen.
Nu kommer der dog gode nyheder fra DMI, der kan melde om en sommer, der bliver varmere end normalen.
Juni bliver god
Tidligere har DMI beskrevet sommeren som værende meget usikker. Det skyldes særligt, at prognoserne var meget uenige omkring vejret for juni, hvor det kunne blive fugl eller fisk.
Nu lader det dog til, at prognosen er forholdsvis sikker, og det ser derfor ud til, at der ventes et højtryk det meste af måneden, som vil befinde sig sydvest- og vest for De Britiske Øer. Det sender højtryksrygge ind over Danmark, og det vil betyde stabilt og lunt vejr med gode solchancer.
Derudover forventer DMI, at der vil komme perioder med lidt køligere nordvestlig luftstrøm, som kan give lokale byger, mens resten af landet vil have solskin.
Den endelig prognose fra DMI lyder på, at juni ender omkring eller over normaltemperaturen, mens der ventes mindre nedbør end normalt.
Stabil og varm juli
Juli forventer DMI, at der i store træk vil forekomme det samme overordnede strømningsmønster, som vi får i juni. Noget tyder på, at højtrykket vest for De Britiske Øer kan brede sig til den nordlige del af kontinentet og Skandinavien, hvilket vil give varmt og stabilt sommervejr med meget sol.
Det forlyder dog fra DMI, at der kan komme fronter med skyer og nedbør, der kan forstyrre det gode vejr. Derudover vil der særligt sidst på måneden være risiko for, at der kommer kraftig regn- og tordenbyger.
Den endelig prognose lyder dog på, at vi får overvejende stabilt vejr i juli. Temperaturen skulle være 1-2 grader højere end normalen, mens der bør komme mindre nedbør.
August er usikker
Den sidste sommermåned er fortsat usikker. Det skyldes primært den lange tidshorisont, og meget kan derfor nå at ændre sig endnu.
På baggrund af de oplysninger som DMI har, kommer de med et bud på, at der i august vil være en temperatur på en grad over normalen, mens der til gengæld også kan komme mere nedbør end normalt.
Løbende vil DMIs langtidsmeteorologer opdaterer deres prognoser, og her på Nyheder24 følger vi vejrudsigten tæt.