I den anden halvdel af juli går vi fra ustabilt vejr med byger til mere stabilt vejr og flere dage med sol og varme.
Også august ser ud til at byde på mange solrige sommerdage, og her vil der kun være kortere afbrydelser af skyede dage med regn.
Sådan skriver DMI i den netop opdaterede månedsprognose.
Uge 29 (14. - 20. juli)
Et kraftigt højtryk forankret over Azorerne breder sig mod De Britiske Øer, mens et svækket lavtryk hænger fast over Østeuropa.
Danmark havner i en slags vejrmæssig spændetrøje mellem disse systemer. Det giver skiftende vejr med både skyer, byger og lummervarme.
Østlige egne risikerer kraftige byger med torden, mens vesten indimellem kan få glæde af solskin.
Temperaturerne holder sig højt. 20-28 grader om dagen og 14-19 grader om natten - betydeligt varmere end normalt for juli.
Uge 30 (21. - 28. juli)
Lavtrykket trækker mod sydøst, og højtrykket fra vest styrker sit greb.
Det giver flere dage med solrigt og tørt vejr, og varmen holder ved, men afbrydes indimellem af svalere luft fra nord.
Enkelte dage kan mindre fronter bringe byger med sig, men generelt bliver det en mere rolig og behagelig uge.
Temperaturerne falder en anelse, men holder sig stadig over normalen. 20-25 grader om dagen og 13-18 grader om natten.
Uge 31 (29. juli - 3. august)
I starten af august sker det.
Højtrykket svækkes gradvist omkring månedsskiftet, og lavtryk fra vest begynder at nærme sig Nordeuropa.
Danmark kan dog fortsat nyde godt af sol og varme fra sydvest, selvom skyer og let regn også dukker op i perioder.
Enkeltstående lavtryk kan bringe mere regn efterfulgt af køligere luft. Dagtemperaturerne forventes at ligge mellem 20 og 25 grader, mens nattemperaturerne vil befinde sig mellem 12 og 18 grader.