Det er blevet torsdag, og fra morgenstunden er der - rent vejrmæssigt - ikke meget at smile af.
Regn, skyer og blæst hærger landet, og DMI skriver da også, at der venter os en lidt kølig og blæsende dag med jævn til hård vind fra sydvest og temperaturer mellem 10 og 15 grader.
Men de temperaturer ser ud til at dykke.
En front skal passere Danmark vestfra, så det bliver også en skyet dag, og især i formiddagstimerne kommer der en overgang regn.
Men i eftermiddag, når fronten har passeret, bliver det efterhånden tørvejr, og især de nordlige og vestlige egne får lidt eller måske nogen sol.
Så bliver det koldt
I løbet af weekenden får temperaturerne yderligere et dyk nedad, og der vi ikke kommer meget over 10 grader om dagen. Derudover ser det ud til, at nattefrosten vil vende retur.
Fredag bliver primært skyet med spredte byger, især i Nordjylland. Temperaturen når mellem 11 og 16 grader, lidt køligere ved kysterne, og vinden vil være let til frisk fra sydvest. Om natten fortsætter det skyet med stedvis let regn.
Lørdag starter også skyet med lidt regn i den nordlige del, ellers mest tørt med perioder med sol. Temperaturen når op mellem 10 og 15 grader, og vinden bliver let til frisk fra sydvest, op til hård vind ved kysterne.
Søndag bliver mest tørt med lidt sol, men om aftenen og natten kommer der flere skyer fra vest med lidt regn til Vestjylland.
Temperaturen når her op mellem 7 og 11 grader om dagen og falder til mellem 1 og 6 grader om natten. Vinden vil være frisk til kuling fra vest med risiko for kraftige vindstød.