Vagthavende metrolog hos DMI, Bolette Brødsgaard, er nu ude med en trist besked.
Fredagsvejret, eller vejret i den kommende tid, ser hverken lækkert eller varmt ud, men mildest talt trist.
"Vi ser en bygelinje, der lige har passeret Holland og nu ligger ude i Nordsøen. Den kommer til Danmark i nat – den rammer Jylland i nat og fortsætter gennem landet natten over," siger hun ifølge B.T.
Ifølge Bolette Brødsgaard vil den kunne føre tordenvejr og skybrudslignende nedbør med sig til Danmark.
Når det kommer til de danskere, som i uge 29 befinder sig i Skagen eller Tisvildeleje, så bør man ikke være bekymret for, at morskaben indstilles. Skagen går nemlig helt fri.
"Skagen går fri, de kan bare feste videre. Og i Tisvildeleje vil tordenvejret først ramme lørdag morgen," siger Bolette Brødsgaard.
Hun råder herefter festfolket i Tisvildeleje til at holde sig fra vandet i de tidlige morgentimer.
Lyn og tordenskyer over Danmark skyldes et gammelt lavtryk over det vestlige Europa. Det gamle lavtryk kan – i følge den vagthavende metrolog – generere tordenbyger.
Det triste vejr fortsætter ind i weekenden. Lørdag kan der dog bryde solstråler igennem skydækket, men også enkelte byger vil kunne ses. Søndag står på overskyet vejr og byger.
Derfor bør man altså ikke lægge den store strandtur, når kalenderen siger søndag.