Det er bare med at komme ud og nyde vejret i dag.
Stort set alle vil få en solrig dag, selvom det starter mere skyet i den syd- og sydøstlige del af landet. Solen vil dog hurtigt få overtaget de steder, som starter mere skyet.
Der er dog en lille dråbe malurt i bægeret, for der er en risiko for, at der kan ligge noget havgus langs Vestkysten og Vadehavskysten, som kan drille for solen et stykke op af dagen.
Temperaturen sniger sig ud på dagen op mellem 15 og 21 grader, og vinden lægger sig en smule.
Sådan skriver DMI.
Starter sommeren med et brag?
Natten til søndag markerer et klart vejrskifte.
Regn og byger breder sig ind over landet, og i løbet af søndagen kan nogle byger blive ganske kraftige med risiko for både hagl og torden.
De seneste prognoser antyder at det er ret sandsynligt, at der i de kraftigste byger kan komme op omkring 10 mm regn på en time.
For at komme op på et egentlig skybrud skal der komme 15 mm regn på 30 minutter, hvilket ikke er det mest sandsynlige.
Det kan dog ikke 100 procent udelukkes, og DMI holder derfor et skarpt øje på situationen og opdaterer om nødvendigt med enten DMI Risiko eller DMI Varsel, hvis situationen ændrer sig.
Ud på eftermiddagen klarer det dog op vestfra, selvom enkelte byger stadig kan dukke op.
Temperaturen holder sig omkring 15 til 21 grader, og lokalt kan det blive en anelse varmere.