Vejrprognoserne for den kommende uge afviger ikke meget fra det vejr, der har hærget over det danske land i den seneste tid.
Byger, skyer og temperaturer, der ikke ligefrem skriger af dansk sommer, har længe været på dagsordenen herhjemme, og sådan vil det fortsætte.
Det skriver DMI.
Der er derfor ikke meget at skrive hjem om for de mange festivalgængere, der i øjeblikket er på Smukfest, da de nok ikke ser frem til, at bygerne melder deres ankomst på festivalpladsen.
Mandag byder på byger over flere dele af landets fra dagens start, og nogle steder vil der være risiko for skybrud og torden. Mellem bygerne er der dog sandsynlighed for, at solen vil titte frem.
De kraftige byger vil bevæge sig mod øst, som dagen skrider frem, hvorfor de, der befinder sig på Fyn og Sjælland, vil opleve de kraftige byger over middag.
Men det slutter ikke her.
Et frontsystem ligger på lur, og det vil i løbet af dagen bevæge sig over landet fra syd og sydvest, hvor det bringer byger med sig.
Resten af ugen vil fortsætte i det ustadige vejrs tegn, hvor temperaturerne vil svinge fra 16 til 22 grader i dagtimerne.
Derudover vil skyer, en smule sol og byger være en del af den daglige vejrmenu, hvorfor vejret altså fortsat ikke har ændret sig fra sidste uge.
Man kan derfor med fordel tage en paraply under armen, såfremt man skal løbe et ærinde.