Så sent som i morges skrev DMI, at nok var en god idé at hoppe i gummistøvlerne, fordi tirsdagen så ud til at byde på kraftig regn.
I samme ombæring blev en risikomelding udsendt, og den lød på, at der lokalt kunne falde mellem 30 og 50 millimeter regn.
Meldingen er gældende indtil onsdag klokken 00.
Dermed er det også for alvor blevet cementeret, at det nu er blevet efterår i Danmark, men utroligt nok, så vil sommervarmen ikke slippe det danske land endnu.
25 grader
Onsdag vil byde på tørvejr, som danskerne garanteret priser sig lykkelige over lige efter det kraftige regnvejr, og her vil der tilmed være temperaturer fra 13 til 18 grader med let til frisk vind, hvorfor vejret fortsætter i efterårets tegn.
Torsdag får piben dog en anden lyd, da der for det første meldes om lidt eller nogen sol. Derudover lyder meldingen fra DMI, at temperaturen vil befinde sig mellem 20 og 25 grader i dagtimerne, hvorfor danskerne altså får lov til at opleve sommervarmen endnu engang.
Det dejlige vejr vil dog ikke vare ved særlig længe.
Allerede om aftenen vil skyer og regn nemlig overtage vejrbilledet. Derudover vil temperaturen falde, mens vinden tager til.
Fredag er der heller ikke meget at råbe hurra for, hvis man er til sol og sommer, da der i landets østligste del vil være overskyet med regn først på dagen.
Dog vil flere danskere få lov til at gå på weekend med solen over sig, da den vil titte frem i løbet af dagen. Temperaturen vil fredag befinde sig mellem 16 og 20 grader, hvorved de 25 grader igen vil være langt væk.