Fra nu af bliver dagene længere end nætterne.
Solen står op ved cirka 6.15-tiden, og der går lidt tid, førend den kommer så højt på himlen, at temperaturen begynder at stige.
Derfor vil man opleve, at den laveste temperatur optræder kort efter solopgang.
Temperaturen her til morgen ligger typisk fra omkring frysepunktet til 5 graders frost, så der skal nok skrabes is af bilruderne mange steder.
Det skriver DMI.
Dagens vejr byder på nogen eller en del sol, men en overgang bliver det mere skyet vestfra.
Temperaturen kommer op mellem 8 og 13 grader - lokalt måske 15 grader - med en svag til jævn sydlig eller skiftende vind, der ud på dagen går om i vest.
I aften og i nat starter det med klart og stille vejr, men senere dannes der tåge eller rimtåge mange steder, der lokalt kan blive ret tæt.
Men hvor længe fortsætter det de høje temperaturer?
Uge 13: Skiftende skydække og byger
Marts slutter med en ustabil vejrtype, hvor lavtryk fra syd bevæger sig mod Østersøen og Baltikum.
Det betyder overvejende skyet vejr med perioder med regn - særligt i den sydøstlige del af landet.
Bornholm kan opleve kraftig nordøstlig vind og en del nedbør, mens Jylland har bedre chancer for solskin.
Hen mod slutningen af ugen vil et højtryk fra vest stabilisere vejret en smule, hvilket kan give flere tørre perioder og lidt sol.
Dog truer endnu et lavtryk fra nordvest med at bringe mere ustadigt vejr. Dagstemperaturerne vil ligge mellem 7 og 13 grader, mens nattetemperaturerne falder til mellem 0 og 6 grader.
Uge 14: Køligere med regn og blæst
April begynder med et højtryk vest for de Britiske Øer, men samtidig vil lavtryk trænge ind over Skandinavien og Danmark fra vest.
Det resulterer i en mere kølig og skyet uge med perioder med regn og opfriskende vind.
Mod slutningen af ugen kan en højtryksryg fra vest give mere stabilt og tørt vejr; dog med fortsat kølige temperaturer og risiko for nattefrost.
Dagstemperaturerne vil svinge mellem 5 og 12 grader, mens natten kan byde på temperaturer ned til 3 graders frost inde i landet.