Et lavtryk ligger over Stavanger og bevæger sig mod sydøst.
Det tilhørende frontsystem giver i dagens løb regn til hele Danmark.
Gradvist klarer det op fra vest, men det sker dog først efter en del byger, der kan være ledsaget af torden og hagl.
Sådan skriver DMI.
Det bliver en kølig og blæsende dag i forhold til lørdagens lune forårsdag.
Temperaturen vil ligge mellem 5 og 10 grader, og vinden vil være let til frisk - ved kysterne stedvis hård eller kuling.
Først mellem syd og sydvest, senere mellem vest og nordvest. På grund af vinden og de faldende temperaturer vil det føles efterårsagtigt.
I aften og i nat breder en opklaring sig fra nordvest.
Temperaturen falder ned til mellem frysepunktet og 5 grader, så der kan lokalt være risiko for glatte veje; især i Jylland.
Vejrskifte venter
April, der tages hul på i uge 14, starter med et solidt højtryk, der strækker sig fra De Britiske Øer til Baltikum.
Det giver overvejende tørt og solrigt vejr i Danmark - dog med mulighed for enkelte skyede dage og lidt regn, hvis svage fronter glider forbi nordfra.
Højtrykket ligger først på ugen vest for landet, hvilket åbner op for en kølig nordlig luftstrøm. Det betyder, at nattefrosten stadig kan bide til i de indre egne, især under klare og stille nætter.
I takt med at højtrykket forskyder sig mod øst, får lunere luft sydfra lettere adgang.
Dagtemperaturerne lander typisk mellem 8 og 13 grader, mens natten byder på 2 til 7 grader - og lokalt ned til et par graders frost.