I weekenden fik dansker lov at opleve, hvordan rigtigt sommervejr føles.
Men det var en kort fornøjelse, og nu er vi tilbage til det kedelige, ustadige vejr, som har domineret de første to måneder af årstiden.
I dag vil vejret præges af et lavtryk, der bevæger sig ind fra vest og med sig har det en del byger.
Bygerne forventes at nå Jylland sidst på natten og de kan være kraftige med både skybrud og torden, hvorfor DMI har udsendt en risikomelding, der gælder stort set hele landet.
"Det er et lavtryk der i løbet af natten og tirsdag formiddag bevæger sig langsomt inden over landet fra vest, ledsaget af byger og torden. Lavtrykket ventes tirsdag aften at ligge over Kattegat, hvorfra det fjerner sig mod øst," skriver DMI om risikomeldingen og fortsætter:
"Bygerne kan flere steder være kraftige og med torden, og lokalt give mere end 15mm regn på 30min, som er kriteriet for skybrud."
Lige nu er der usikkerhed omkring, hvor de kraftigste byger rammer.
Så længe varer det
Normalvis varer varsler og risikomeldinger ikke mange timer, men i denne ombæring er sagen en lidt anden.
Risikomeldingen varer nemlig fra tirsdag kl. 08:00 til tirsdag kl. 22:00, hvorfor der er god grund til at væbne sig med en paraply, såfremt man skak uden for.
Da det bygetunge vejr kan medføre udfordringer, er det også en god idé at være forberedt på ændringerne i vejret i løbet af dagen.
Vær opmærksom på at der i lavtliggende områder f.eks. viadukter og nær åer og vandløb kan være lokale oversvømmelser.