Der er ifølge DMI’s meteorologer risiko for skybrud flere steder i landet i løbet af mandagen. Det er kombinationen af fugtig luft og temperaturer omkring de 20 grader, der skaber betingelserne for kraftigt regnvejr, der får karakter af skybrud, når der falder mere end 15 millimeter på en halv time.
Det skal du gøre
Vandmængder i denne størrelsesorden kan medføre overfyldte kloakker og vandløb og skabe store ødelæggelser i private hjem. Derfor råder Alm. Brand danskerne til at tage deres forholdsregler. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
“Vi ser oftest skaderne opstå som følge af indtrængen af vand i kælderen eller gennem utætheder i tagkonstruktionen. Det kan medføre store skader på indbo, hvis man ikke har garderet sig, siger Peter Mathisen, der er direktør for Skadeservice, Bygning & Løsøre, i Alm. Brand. Han har derfor har en række råd til, hvordan du kan sikre dig bedst muligt mod skader:
Rens afløb, tagrender og nedløbsrør. Tjek også, om nedløbs- og gennemløbsbrønde er stoppet til af blade.
Løft dine ting mindst 10 cm fra kældergulvet og placér alt på et underlag, der ikke suger vand.
Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vandet.
Sørg for, at vandet ikke kan trænge ind i huset ved at reparere eventuelle revner eller sprækker i husets vægge eller tag.
Brug evt. vandsikringstape ved døre og vinduer. Kommer der vand, svulmer tapen op, så vandet ikke kan trænge ind.
Har du ikke monteret et højvandslukke, kan du lægge plastik og en tung sandsæk over dine gulvafløb og toilet for at begrænse opstigende kloakvand. Du kan også med fordel montere en vandsikringsprop i gulvafløbet for at undgå opstigende kloakvand.
Monter en regnvandsventil på nedløbsrør for at afkoble tagvandet og derved undgå opstigende vand fra gulvafløb. Regnvandsventilen sørger for at vandet føres væk fra din bolig.
Hvis skaden er sket, og vandet er trængt ind i dit hjem, er der stadig en række ting, du kan gøre, fortæller Peter Mathisen:
Begræns skaden ved at flytte dine ting så hurtigt som muligt væk fra vandet.
Prioritér de ting, der ikke kan erstattes, f.eks. billeder, vigtige papirer eller kunst.
Brug gummistøvler og -handsker, når du bevæger dig i vandet. Ved skybrud blandes regnvand ofte med kloakvand. Det kan gøre dig syg, hvis vandet f.eks. kommer i kontakt med en rift på huden.
Sørg for at pumpe vandet væk, og fjern fugten ved hjælp af en affugter. Husk at lukke vinduerne, når affugteren kører. Skru ikke op for varmen. Det sætter ekstra gang i bakterievæksten og fremmer skimmelvækst i våde bygningselementer.
Meld så hurtigt som muligt skaden til Alm. Brand. Bed også om praktiske instrukser, f.eks. om du selv skal kontakte et bestemt skadeservicefirma.
Husk at gemme alle kvitteringer for materielindkøb og håndværkerassistance, og smid ikke ødelagte ting væk, før du har talt med os. Tag billeder eller film de ting, som er blevet ødelagt.