DMI melder om 'vinterlig nedbør' i juleugen. Så stor er chancen for hvid jul.

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu melder DMI ud om hvid jul.

Lige nu læser andre også

I de kommende uger forventer DMI omskifteligt, men ret ordinært vintervejr.

Mens den igangværende uge 49 byder på til tider blæsende og ustadigt vejr, så ventes vejret fra næste uge og frem at blive mere roligt.

Efter en kølig uge 50 med østlig vind, forventes de dybe atlantlavtryk igen at tage baner langt vest og nord og Danmark, hvilket giver en mildere vejrtype med svage fronter fra vest og regn ind imellem.

Forbigående højtryksrygge kan give mere stabilt og lidt koldere vejr. Risikoen for stormvejr er samtidig lav.

Sådan skriver hele Danmarks vejrtjeneste i deres netop opdaterede månedsprognose.

-5 grader

I uge 50, som starter den 9. december, bliver vejret præget af et omfattende lavtryksområde i Sydeuropa, der sender kølige østenvinde mod Danmark.

Den sydøstlige del af landet kan forvente sporadisk nedbør, hovedsageligt som regn, men med mulighed for slud og tøsne.

Temperaturerne ligger lidt under gennemsnittet for årstiden med dagtemperaturer mellem 0 og 6 grader og nattemperaturer ned til -5 grader.

Mod slutningen af ugen ventes et højtryk at bringe mildere og fugtigere vejr, hvilket skaber en overvejende skyet uge med begrænset solskin.

Mildt vejr

Midt i december skifter vejret til en mildere og fugtig tone.

Lavtryk vest for De Britiske Øer presser fronter mod Danmark, men højtryksryggen fra Centraleuropa svækker dem noget.

Resultatet bliver en grå uge med få solglimt og lejlighedsvis regn. Dagtemperaturerne stiger en smule og forventes at ligge mellem 2 og 7 grader, mens natten byder på temperaturer mellem -2 og 5 grader.

Samlet set ender uge 51 temperaturmæssigt tæt på det normale for årstiden, mens nedbøren forbliver moderat.

Hvid jul?

Tirsdag i uge 52 er det juleaften, og lige nu ser det ud til, at ugen bliver præget af et højtryk fra Azorerne, der holder lavtrykkene nordpå.

Juleugen byder derfor på en vestlig til nordvestlig luftstrøm med overvejende skyet vejr og mulighed for både regn og vinterlig nedbør.

Chancen for en landsdækkende hvid jul forbliver dog lav. Den er nemlig kun på 7 procent.

Dagtemperaturerne i uge 52 forventes at befinde sig mellem 1 og 7 grader, mens natten holder sig mellem -3 og 5 grader.

Prognoserne indikerer en temperatur lidt over det normale og en nedbørsmængde, der ligger tæt på gennemsnittet.

Anbefalet til dig