DMI melder om voldsomt vejr: "Luk vinduer og døre"

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
DMI har udsendt et kategori 1-varsel.

Lige nu læser andre også

Sommervejret lader fortsat vente på sig, men i dag begynder vi at nærme os noget fornuftigt - i hvert fald rent temperaturmæssigt.

Det ser ud til, at man i den østlige del af landet går en ganske lun eftermiddag i møde, hvor man efter varmfronter har passeret, vil opleve nogle timer med stort set tørvejr og mellem 22 og 25 grader.

Men samtidig trænger en tilhørende koldfront ind over landet vestfra og i mødet mellem den varme og fugtige luft og koldfronten kan der dannes kraftige byger, der kan være med både hagl, torden og kraftige vindstød.

Bygerne begynder over de vestlige egne, og bevæger sig i løbet af eftermiddagen mod øst.

Sådan skriver DMI, der har udsendt et kategori 1-varsel, der beskrives som 'voldsomt vejr'.

"Luk vinduer og døre"

Der er ikke kun vindstød fra bygerne som vi vil få at mærke i dag.

I forbindelse med, at lavtrykket bevæger sig mod nordøst, op langs Vestkysten, tiltager vinden nemlig også, så det i aften og i nat bliver meget blæsende for årstiden. Jævn til hård vind mange steder og ved kysterne kuling, samt vindstød op til hård kuling.

Langs Vestkysten ser det dog endnu mere blæsende ud og her ventes hård til stormende kuling i middelvind og vindstød op til storm eller stærk storm. Vinden aftager langsomt i løbet af natten og søndag formiddag.

Når de kraftige byger rammer landet, skal borgerne være opmærksomme på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes.

"Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre", lyder den klare opfordring fra DMI, der fortsætter:

"Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer. Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som f.eks. fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig."

Anbefalet til dig