Har man et barometer til at måle lufttrykket, kommer det til at måle ret højt de kommende 5 dage uden de store udsving.
Årsagen er, at et ret kraftigt højtryk ligger næsten stille lige nord for Danmark, hvilket giver os en ret fastlåst vejrsituation med vind fra en østlig retning.
Nedbør kommer der ikke meget af, men stedvis kan der komme perioder med lidt sne, slud eller regn.
Sådan skriver DMI.
En stor del af tiden vil det være skyet, men stedvis kan der komme perioder med lidt eller nogen sol.
Op mod næste weekend svækkes højtrykket, og flere prognoser antyder at koldere luft efterhånden vil bevæge sig ned over Danmark fra nord og nordøst med mulighed for spredte snebyger.
Højtryk giver vinterkulde og sol
I uge 7, som er lige om hjørnet, lægger et kraftigt højtryk sig over Sydskandinavien og skubber de sædvanlige lavtryk nordpå.
Det betyder en kold østenvind, som kan give masser af sol – især i Norddanmark.
Til gengæld vil skyer samle sig over Østersøen og brede sig til det centrale og sydlige Danmark, hvor et let snedrys kan forekomme.
Senere på ugen er der en lille chance for mere sne, hvis fronter fra syd når langt nok op. Derudover kan klare nætter føre til rimtåge, som først forsvinder langt op ad dagen.
Temperaturerne vil ligge mellem frysepunktet og fire graders varme om dagen, mens natten kan byde på 1-5 graders frost – endnu koldere i sneklædte områder.
Sne i sigte?
Når uge 8 begynder, holder højtrykket fast, men bevæger sig gradvist mod øst. Det åbner op for, at svage fronter med nedbør kan nærme sig fra vest.
De første dage ser ud til at blive tørre med sol – særligt i nord. Til gengæld kan de sydlige og vestlige egne få sne eller slud.
Dagtemperaturerne ventes at ligge mellem 1 og 5 graders varme, mens nætterne kan byde på temperaturer fra 1 grads varme til 4 graders frost.
Mod slutningen af ugen kan temperaturen stige en smule.