I dag vil en front med 'lidt' regn bevæge sig ind over landet fra vest og i nat vil regnen afløses af udbredt dis og tåge.
Sådan skriver DMI.
Tåge
Tågen dannes fordi mild og fugtig luft på vestsiden af fronten, strømmer op over landet fra syd og sydvest. Når den milde og fugtige luft møder den relative kolde landoverflade og kolde havvand dannes der dis og tåge.
Dis og tåge dannes fordi luften afkøles og dens indhold af vanddamp begynder at kondensere til små vanddråber. Vanddråberne er så små, at de svæver i luften og dermed nedsætter sigtbarheden. Det er dette vejrfænomen, som vi kalder dis og tåge.
Den eneste forskel på disen og tågen er, hvor meget sigtbarheden formindskes. Tåge er defineret som luft indeholdende små svævende vanddråber og hvor sigtbarheden formindskes til under 1000m. Man kalder det dis, hvis sigtbarheden i stedet ligger over 1000m.
Gælder hele landet
I starten af artiklen blev det nævnt, at regn i dag kommer til at bevæge sig ind over landet, og faktisk gælder det samtlige egne.
Til Ekstra Bladet siger Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog hos DMI, at alle danskerne bør forberede sig på:
"Sjælland får lidt sol i morgentimerne, inden skyerne kommer vestfra. Men så kommer regnen, og den rammer hele landet", fortæller Henning Gisselø.
Temperaturen kommer til at ligge et sted mellem 3 og 7 grader, hvorfor der ikke er meget at råbe hurra for i dag.
Som Henning Gisselø bedst beskriver det:
"Det kan ikke være juleaften hver aften."