Hvis du bor i Jylland, så skal du forberede dig på, at det bliver en regnfuld dag. Bor du derimod på Sjælland - så kan du glæde dig til en dejlig varm og solrig dag.
Ifølge DMI har regnguderne nemlig kastet sin kærlighed på Jylland - og endda så meget, at bygerne kan vokse sig store nok til, at der også kommer torden. I de østlige egne vil der dog først på dagen også falde et par millimeter regn, men senere vil der blive solrigt og op mod 20 graders varme.
Lad os tage et nærmere kig på onsdagens prognose og de kommende dage:
I dag vil som skrevet byde på byger flere steder - især i de vestlige egne, hvor bygerne kan være med torden. Der kommer dog også perioder med lidt eller nogen sol. Temperaturer mellem 15 og 18 graders varme og let til frisk vind. I aften og i nat kan der især i Vestjylland komme byger, der kan være med torden - men ellers tørt og klart vejr mange steder.
Byger og torden på vej
De kommende dage blæser lun luft ind over Danmark østfra, men det bliver ikke helt stabilt og især vestpå får man det at mærke i form af byger, der kan være med torden.
Torsdag vil der i den vestlige del af landet være mest skyet og perioder med byger, der kan være med torden - i resten af landet mest tørt med nogen eller en del sol. Temperaturer op mellem 17 og 22 grader, mens østvendte kyster får det lidt køligere. Jævn til frisk vind fra øst og sydøst.
Fredag mest skyet med byger, der kan være med torden - igen vil der i den østlige del af landet være overvejende tørt og perioder med sol. Temperaturer mellem 17 og 21 grader, mens østvendte kyster igen vil opleve lidt lavere temperaturer.
Lørdag vil byde på nogen sol, men i løbet af dagen mere skyet vestpå og byger der kan være med torden. Temperaturer mellem 17 og 22 grader. Om natten fortsat mulighed for byger vestpå, ellers overvejende klart og tørt vejr - der der dog mulighed for lokale tågebanker.
Søndag slutter ugen med lidt eller nogen sol, men især vestpå er der også mulighed for lokale byger. Temperaturer mellem 17 og 22 grader, med svag til jævn vind, men i løbet af dagen mest fra vest og nordvest.
Som det ser ud på nuværende tidspunkt, vil næste uge starte som den forgangne sluttede - nemlig med nogen eller en del sol, men stadig med mulighed for lokale byger. Temperaturer mellem 15 og 20 grader og let til jævn vind omkring vest.
Tirsdag og onsdag ser ud til at byde på mest tørt og ret uændrede temperaturer.