DMI melder ud: Sådan bliver resten af sommeren

Af: Ida Hansson

|

21/07/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er sikkert mange der gerne vil vide, hvordan prognosen for resten af sommeren ser ud.

Lige nu læser andre også

DMI har nu en prognose klar for resten af sommeren, og det ser ud til, at vi kan forvente både varme og ustadighed i vejret.

I uge 29 (17/7 – 23/7) vil et lavtryksområde over Nordskandinavien give ustabilt vejr. Flere lavtryk og fronter ventes at passere i løbet af ugen, med skyer, regn, byger og opfriskende vind. Men der vil også være plads til sol, især efter fronterne er passeret. Et højtryk over Sydvesteuropa vil sende højtryksrygge op mod Centraleuropa, og enkelte rygge kan endda nå over os, hvilket vil resultere i nogle tørvejrsdage.

Temperaturen ser ud til at ende omkring eller lidt over normalen med dagtemperaturer typisk op mellem 17 og 23 grader, og nattemperaturer oftest ned mellem 12 og 17 grader. Nedbørsmængderne ser ud til at ende lidt eller stedvis noget over det normale for årstiden, svarende til mellem ca. 15 og 25 mm, ujævnt fordelt over landet, og lokalt kan der muligvis komme større mængder.

August lover fortsat varme, men også mere omskifteligt vejr med både sol og byger. Højtryk vil fortsat dominere over Nordeuropa, hvilket vil give os flere perioder med tørt og varmt vejr og gode solchancer. Det vil betyde, at det i gennemsnit bliver noget varmere end normalt, og sandsynligvis får vi en eller to varmebølger, måske også en hedebølge, i løbet af måneden.

Højtrykket over Nordeuropa vil dog sandsynligvis ind imellem svækkes eller forskydes mod øst. Sker det, kan et lavtryksområde bevæge sig fra Atlanten ind over Vesteuropa, og bringe omskifteligt og mere ustadigt vejr med skyer og regn- eller byger. Med højtrykket forskudt mod Nordøsteuropa, og lavtryk der nærmer sig fra sydvest eller vest, kan vi i omgange få en sydlig strømning af lummer varme og kraftige byger med torden.

Et mindre sandsynligt scenarie er, hvis højtrykket en overgang forskydes mod nordvest - op til Island og Grønland. Det vil medføre lavere tryk over Skandinavien og mere ustadigt, vådere og noget køligere vejr.

Samlet set ser temperaturen ud til at ende lidt eller noget over det normale. Nedbørsmængderne ser ud til at ende omkring de normale, dog med store variationer både under og over gennemsnittet. Så selvom vi kan se frem til en varm sommer, skal vi også være forberedt på omskiftelighed i vejret.

Anbefalet til dig