Blæst og byger, der kan være med både sne, slud, hagl og torden.
Det er, hvad vi kan se frem til på årets sidste dage.
Frem mod nytår vil fronter og lavtryk nemlig ligge tæt på Danmark, ifølge meteorolog ved DMI Klaus Larsen.
Lørdag ser ud til at blive den sidste pæne dag i år, da der kun kommer enkelte byger og mere udsyn til solen. Derudover vil vinden lægge sig en smule.
Desværre ser det noget anderledes ud på årets sidste dag, hvor vejret bliver som vi kender det bedst; nemlig gråt og vådt. Det skyldes en front, der tidligt om morgenen ankommer fra vesten og spreder regn over landet.
Om det når at klare op, inden klokken runder midnat og der skal fyres raketter af, er endnu uvis.
Stadig meget vand i vandløbene
Samtidig er vandløbene stadig over normalen mange steder.
Den kommende nat vil tilføre endnu mere vand, især i Jylland, som potentielt kan skabe lokale oversvømmelsesproblemer langs vandløb og søer.
'Der vil typisk gå 12 til 24 timer fra regnen lander på jorden til vandet når ud i de større vandløb og i den forbindelse kunne forårsage oversvømmelser,' oplyser Klaus Larsen.