Weekenden bød på en omgang blandede bolsjer, når det kommer til vejret. Lørdag var der forår i luften - og søndag sluttede ugen med et besøg fra Kong Vinter.
Flere steder i landet blev der meldt om en del sne og hvidt landskab. Men nu skyder DMI ugen i gang med en dejlig melding - der er nemlig tocifrede varmegrader på vej.
Vi skal dog lige væbne os lidt med tålmodighed, for det er ikke i dag, at vi kan se frem til de tocifrede temperaturer.
I dag starter dagen med lidt eller nogen sol, dog også med enkelte byger, der også kan byde på hagl. Temperaturen kommer op mellem 5 og 8 grader, med let til frisk vind, stedvis hård fra vest og sydvest. I aften og i nat klart vejr, med temperaturer ned til mellem frysepunktet og 3 graders varme.
Der meldes også om risiko for stedvis glatte veje i Jylland til formiddag.
Fredag bliver lun
Lad os tage et kig på den kommende uges vejr.
Tirsdag vil byde på en del sol, men i løbet af dagen vil der blive meere skyet og enkelte byger. Temperaturer mellem 6 og 9 graders varme, med let til frisk vind fra vest og nordvest - ved kysterne op til hård vind.
Onsdag bliver med nogen eller en del sol, dog måske også en enkelt byge. Temperaturer mellem 6 og 9 graders varme, med svag tilo jævn vind fra nord eller nordøst. Om natten mellem 3 graders frost og 2 graders varme, mens der bliver lunest ved kysterne.
Torsdag byder på tørt vejr med nogen eller en del sol - i den sydlige del af landet en overgang sløret sol. Temperaturer mellem 6 og 10 graders varme, hvor det bliver køligst på Bornholm. Natten vil igen byde på temperaturer mellem frysepunktet og 3 graders varme. Hele døgnet svag til jævn vind.
Fredag bliver lun og tør, med en del sol. Tempereturer mellem 8 og 13 graders varme. Om natten mellem 1 grads frost og 3 graders varme. Svag til jævn vind hele døgnet.
Lørdag endnu en tør og solrig dag, med temperaturer op mellem 8 og 13 graders varme.
Søndag og mandag ser på nuværende tidspunkt ud til at byde på gode solchancer og stigende temperaturer.