Et højtryk, der sent onsdag ligger over De Britiske Øer og Frankrig, bevæger sig mod nordøst.
Som højtrykket baner sig vej mod nordøst, drejer vinden i nordøst og øst, og vi får en torsdag med tørvejr og en del sol til de allerfleste.
Dog starter dagen ud med en risikomelding om tæt tåge eller rimtåge, som gælder de sydlige dele af Jylland, Fyn og Sjælland.
Sådan skriver DMI.
"Der er risiko for tæt tåge eller rimtåge med sigtbarhed under 100m," skriver DMI, som også påpeger, at advarslen ophæves ved 10-tiden.
Mod sydøst kan det i perioder blive mere skyet, og på Bornholm kommer der kun lidt sol ind imellem.
Vinden bliver stedvis op til frisk, og temperaturen sniger sig op på 3 til 7 graders varme.
Fredagsvejret
Det gælder om at nyde det fine torsdagsvejr, for natten til fredag sender højtrykket, der nu liger over det vestligste Rusland skyer ind over den sydlige og østlige del af landet - og ud på natten når regn- og sludbyger frem til Bornholm.
I fredagens løb breder skyer samt regn- og sludbyger sig til hele landet, og samtidig frisker vinden op omkring øst.
Så med dagtemperaturer mellem 1 og 4 graders varme vil fredagen føles ganske kold.
Fredag aften og natten til lørdag fortsætter vintervejret. Skyer og byger bliver liggende over Danmark, og bygerne vil efterhånden hovedsageligt falde som slud eller sne.
Temperaturen falder til mellem 1 grads frost og 2 graders varme, og med op til frisk eller hård vind fra østlige retninger bør man bevæbne sig hue og vanter, hvis man skal udendørs.