Danskerne har noget af en dag foran sig.
Det kraftige lavtryk Floriane ligger nu ud for det sydligste Norge og bevæger sig herfra langsomt mod nordøst, mens det gradvist fyldes op.
Selvom lavtrykket nu langsomt svækkes, bliver det fortsat en meget blæsende dag og kun langsomt aftagende vind i den kommende nat.
DMI har derfor udsendt et varsel om stormende kuling med vindstød af stærk stormstyrke eller orkan. Varslet gælder langs Jyllands vestkyst og over den nordligste del af Jylland.
Forhøjet vandstand
Den kraftige vind giver forhøjet vandstand i Vadehavet, den centrale del af Vestkysten og den vestlige del af Limfjorden. Det har resulteret i, at DMI har udsendt et kategori 2-varsel om forhøjet vandstand.
Floriane kaster også en del regn af sig, og lokalt i Jylland kan der komme slud, hagl eller torden. Der vil lokalt være risiko for aqua planning, hvorfor danskerne skal være særligt opmærksomme på, at det kan være glat.
Risiko for lokale oversvømmelser
Det meste af Jylland har de sidste 24 timer fået en hel del regn.
Ved de åer, der løber ud i Vadehavet, vil nedbøren få vandstanden til at toppe i løbet af tirsdag. Det kan blive problematisk i de tilfælde, hvor de lokale myndigheder er nødsaget til at holde sluserne lukket i længere tid.
Derved bliver vandløbene blokeret, og vandet hober sig op på landsiden af sluserne.
Det er stadig meget usikkert hvor meget regn, der kommer til at falde tirsdag og onsdag, men der er risiko for at der kommer så store nedbørsmængder, at der kan opstå oversvømmelsesproblemer i midt- og nordjyske vandløb i de kommende dage.