Det barske vejr er nu over os.
Dagen starter vådt med nedbør til hele landet. I de nordlige egne sner det, mens i den centrale del falder nedbøren som slud eller lokalt som isslag eller iskorn.
I de sydlige egne er nedbøren gået over i regn.
Men efterhånden breder regnen sig mod nord, mens det klarer lidt op sydfra dog med byger. Temperaturer stiger fra omkring frysepunktet op til 5 til 8 grader i løbet af dagen.
Sådan skriver DMI.
Risiko for lokale oversvømmelser
Den megen nedbør vil give risiko for lokale oversvømmelser af lavtliggende områder omkring vandløb og søer, efterhånden som regnen får sneen til at smelte.
Derfor har DMI udsendt et kategori 2-varsel, der beskrives som 'farligt vejr' langs vestkysten, som omhandler forhøjet vandstand.
Efter en nat og dag med sne, slud, isslag og regn, kunne man håbe på roligt vejr i sigt - men nej.
Mandag aften og natten til tirsdag tiltager vinden fra sydvest og syd.
Derfor har DMI udsendt et kategori 1-varsel om stormende kuling med vindstød af stærk storm op langs Jyllands vestkyst og over den nordligste del af Jylland, som gælder frem til tirsdag aften.
Onsdagsdøgnet vil blive en blæsende omgang for hele landet med hård vind til kuling med vindstød op til stormende kuling eller stormstyrke.
Som det ser ud nu er det først onsdag aften og natten til torsdag at vinden begynder at aftage.