DMI udsender pressemeddelelse: "Europas vejr er blevet voldsommere"

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
"Forberedelse betyder alt, når det farlige vejr rammer os," lyder meldingen.

Lige nu læser andre også

Europa har ved sit møde i Det Europæiske Center for Mellemlangsigtede Vejrprognoser (ECMWF) den 4. juli 2025 taget et vigtigt skridt i en fælles oprustning på vejrfronten.  

De 23 medlemslande har besluttet at igangsætte et udbud af en ny supercomputer til ECMWF i Bologna.

Den nuværende supercomputer nærmer sig sin tekniske udløbsdato og forventes lukket i oktober 2027.

Den hastige udvikling inden for machine learning og AI-vejrmodellering kræver ny supercomputerkraft og hardware, der både kan køre avancerede modeller med højere præcision og modellere klimaforandringer på lang sigt.

Investeringen forventes at give betydelige samfundsøkonomiske gevinster i form af færre tab af menneskeliv og materielle ødelæggelser.

Sådan skriver DMI i en pressemeddelelse.

"ECMWF’s medlemmer er igen gået sammen om at forbedre vejrudsigter og klimamodeller for Arktis og Europa. Det er afgørende i en tid, hvor de meteorologiske institutter støtter Forsvaret og Beredskabet og samtidig skal håndtere det vildere og vådere vejr, som klimaforandringerne fører med sig," siger DMI’s direktør Marianne Thyrring, der på den danske regerings vegne har godkendt igangsættelsen af det nye udbud.

DMI hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og har som myndighedsopgave at betjene Forsvaret, Beredskabet og hele det danske samfund.

ECMWF er en mellemstatslig organisation finansieret af 23 medlemslande og 12 samarbejdslande. Behovet for kraftfuld supercomputerkapacitet er helt centralt i driften af et døgnåbent forsknings- og operationscenter med fokus på mellemlangsigtede og langsigtede vejrudsigter.

Forberedelse betyder alt

ECMWF anslår, at de samfundsøkonomiske gevinster ved bedre mulighed for at forudsige og varsle farlige vejrhændelser - og dermed nedbringe tab og ødelæggelser - kan beløbe sig til op mod 96 mia. kroner afhængigt af den endelige supercomputerløsning.

"Klimaforandringerne betyder, at Europas vejr er blevet voldsommere. Forberedelse betyder alt, når det farlige vejr rammer os. Den opgave står vi nu bedre rustet til takket være den nye europæiske investering, som Danmark får fuld adgang til," siger Marianne Thyrring.

Danmarks bidrag udgør 1,9 procent årligt med fuld adgang til tjenesterne. Samlet set skal Danmark bidrage med 18,3 mio. kroner i perioden 2027-2032.

Fakta

  • ECMWF er en verdensledende aktør inden for numeriske vejrprognoser og leverer højkvalitetsdata til vejrudsigter og miljøovervågning.

  • DMI repræsenterer Danmark i Det Europæiske Center for Mellemlangsigtede Vejrprognoser, ECMWF, som blev oprettet i 1975 og har kontorer i Reading, Bologna og Bonn.

  • ECMWF varetager væsentlige opgaver for medlemslandene og leverer ydelser af kritisk betydning for både varsling af farligt vejr og rådgivning af regeringer i forhold til klimatilpasning.

  • Den nuværende supercomputer leverede sine første operationelle vejrdata i oktober 2022, men kan ikke længere følge med de store teknologiske fremskridt i vejrmodellering, som kræver nye superkræfter.

  • På rådsmødet i midten af 2026 vil den endelige kontrakt blive forelagt medlemslandene til godkendelse, så installationen af den nye supercomputer kan begynde ved årets udgang eller primo 2027.

Anbefalet til dig