DMI udsender nu et kategori 1-varsel, som beskrives med følgende ord på deres hjemmeside: "Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter."
Varslet omhandler tæt tåge eller rimtåge i dele af Nordjylland, Østjylland og en stor del af Sjælland.
Det klare vejr som natten startede ud med, har i løbet af i nat kølet luften ned, og efterhånden fortættet til tåge og rimtåge. Dette har sat sigtbarheden ned til under 100 meter flere steder, som er kriteriet for tæt tåge.
Der er store lokale udsving i sigtbarheden, og det kan føre til farlige situationer i trafikken, hvorfor du skal passe særligt på, hvis du skal ud at køre bil.
I andre landsdele kan der også forekomme tåge, men vi forventer at sigten holder sig over 100 meter. Varslet ophører 08:35 i dag.
Weekendens vejr
Fredag starter mange steder med tåge og rimtåge, og nogle steder er skyet. Det ser dog ud til, at solen nok skal få bugt med det, og det bliver over en bred kam solrigt i hele landet. I løbet af dagen når temperaturen op mellem 3 og 7 grader.
I løbet af aftenen og natten bliver der igen risiko for, at der dannes lokale tågebanker, og flere skyer nærmer sig. Efterhånden bliver det også mere blæsende, og nogle steder kan vi nå op til en frisk vind fra øst.
Lørdag kommer der flere skyer, men solen vil også kigge frem. Vinden bliver let til frisk, og ved østvendte kyster kan den nå op til hård. Temperaturen kan nå op omkring 3 og 7 grader.
Søndag bliver en mere grå omgang med spredte byger, og vinden ventes at tage et lille nøk mere op og blive jævn til hård.
Temperaturen kan i den sydlige del nå op mellem 5 og 8 grader, men mod nord må man nøjes med 2 til 5 grader. Her kan kombinationen af kølige temperaturer og vind gøre, at det vil føles koldt at bevæge sig udenfor.
Herunder kan du se de områder, der er ramt af varslet.