Danskerne skal forberede sig på et omslag
Efter en periode med tørt vejr bliver paraplyen pludselig langt mere relevant.
Onsdag byder nemlig på et markant vejrskifte, hvor regn, kraftige byger og lokalt torden bevæger sig ind over Danmark.
Allerede fra morgenstunden har de sydvestlige dele af landet fået regn, som flere steder har været i gang gennem natten.
I løbet af dagen breder nedbøren sig videre over landet, skriver DMI.
Op mod 20 millimeter kan falde
Bag omslaget står et lavtryk sydvest for Norge, som bevæger sig mod øst gennem Skagerrak og videre mod Sverige.
Til lavtrykket er knyttet en frontzone, der trækker ind over Danmark fra vest.
Det betyder først mere sammenhængende regn, mens der på bagsiden følger en række byger.
Nogle af dem kan blive ganske kraftige, og lokalt kan der også komme torden.
De fleste steder ventes samlet mellem 5 og 10 millimeter regn, men lokalt kan mængderne nå op omkring 10 til 20 millimeter.
Senere onsdag kan skydækket begynde at slå revner, og særligt hen på eftermiddagen er der mulighed for enkelte lysere perioder.
Regnen kommer samtidig på et tidspunkt, hvor store dele af Danmark har været præget af tørre forhold.
Brandfareindekset har flere steder ligget på niveauerne meget høj eller ekstrem høj.
Onsdagens regn ventes derfor at sænke brandfaren mærkbart.
Uroligt vejr fortsætter
Torsdag bliver heller ikke nogen sikker sommerdag.
Mod øst kan dagen begynde med lidt sol, men ellers ventes mange skyer og efterhånden flere byger.
Særligt i Jylland kan de blive kraftige og ledsaget af torden. Temperaturen kommer op mellem 16 og 21 grader.
Fredag ser mere lovende ud.
Efter en skyet begyndelse med enkelte byger ventes opklaring flere steder, og eftermiddagen kan byde på en del sol.
Temperaturen lander mellem 15 og 21 grader.
Weekenden bliver fortsat omskiftelig.
Lørdag ventes lidt eller nogen sol sammen med spredte byger, mens søndag ligeledes kan byde på både sol og regnbyger.
Dagtemperaturerne holder sig generelt mellem 14 og 20 grader.