Jack Knudsen er ofte frustreret, når han besøger sin lokale dagligvarebutik i Viborg.
Her ser han jævnligt, at sodavand er placeret blandt rengøringsmidler, eller at yoghurt står mellem ris og pasta.
"Man bliver sgu lidt trist, når man ser alt det rod. Det giver både ekstra arbejde for de ansatte, og det er også uhygiejnisk," siger Jack Knudsen ifølge TV MidtVest.
Han oplever fejlagtigt placerede varer ved omtrent hvert andet besøg i butikken. Jack vælger ofte selv at rette op på mindre fejlplaceringer, fortæller han.
Når det handler om køle- og frostvarer, må han dog bede om hjælp fra medarbejdere til at smide varerne ud.
For butikspersonalet betyder rodede hylder ekstra arbejde og irritation.
Dorthe Gammelgaard Engkvist, som har arbejdet fem år hos 365discount i Viborg, oplever problemet dagligt. Selvom problemet ikke er blevet større ifølge Dorthe, er hendes opmærksomhed på det vokset gennem årene.
Hun forstår godt, at kunderne kan fortryde, at de har valgt en vare, men opfordrer alligevel folk til at tage ansvar:
"Vil gerne have at de sætter varer de fortryder på plads. Vi har heldigvis også kunder, der sætter varerne på plads, og jeg plejer at takke folk for det," lyder meldingen.
Jack Knudsen har valgt at tage problemet op i Facebook-gruppen 'Vores Viborg', hvor hans opslag har vakt debat om emnet.
Han håber, at opmærksomheden kan skabe større bevidsthed om det lille, men irriterende hverdagsproblem.