DR’s kommende kulturdækning på P1 og i DR LYD har fået et væsentligt løft og dækker alle facetter af kulturlivet i hele landet.
Moderniseringen sker for at kunne servere et nutidigt kulturtilbud til et udvidet felt af lyttere – og for at fremtidssikre positionen for kulturstoffet på DR LYD.
"Ambitionen med ’K’ er at åbne kulturen for endnu flere. Vi ved, at danskerne over en bred kam er kulturinteresserede. Derfor skal vi have et tilbud, som passer til deres brugervaner og konkrete interesser, som de ser ud i dag – uanset om de går efter det seneste inden for popkultur eller efter at få den skarpeste anmeldelse fra nogle af Danmarks vigtigste kulturstemmer," siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, ifølge en pressemeddelelse.
"Kultur er lige så vigtigt som økonomi og politik for vores samfund, handlinger og selvforståelse. Af den grund fortjener den også at blive taget seriøst, og derfor udvikler vi dette nye samlede kulturunivers på lyd, ligesom vi hele tiden udvikler vores enkelte kulturtilbud," fortsætter han.
Her er det nye K-univers på lyd
I dag, torsdag, går programmet ’K-Live’ i luften på P1 klokken 14.00-16.00.
Fremover vil det mandag til torsdag med høj grad af aktualitet og puls dække alle facetter af kulturlivet i hele landet og ikke mindst dagens vigtigste kulturhistorie.
’K-Live’ er det aktuelle program, hvor du får det vigtigste fra kulturens verden, og den verden kulturen former.
’K-Live’ åbner kulturen med hjerne og hjerte og dykker ned i de nyeste tendenser med begejstring, indsigt og en kritisk tilgang. Værterne er blandt andre Casper Dyrholm og Morten Runge, og de skiftes hen over ugen til at sidde bag mikrofonen.
Andre ændringer af kulturstoffet
Podcasten ’Anmelderne’ med Mathias Hammer som vært flytter ind i K-Live om torsdagen. Det vil stadig kunne podcastes allerede fra torsdag morgen i DR LYD.
Programmet forlænges til 45 minutter, da gæsteanmelderne har så meget på hjerte, at programmet og ikke mindst lytterne fortjener det.
’4. division’, der sendes fredage mellem 14.00 og 16.00, skifter navn til ’Divisionen’. Det sker, da holdet bag på ingen måde kan siges at tilhøre fjerde division.
De er i Superligaen, når det gælder om at vende de kulturhistorier, de tager med sig i studiet, hvor der altid er højt til loftet og plads til markante holdninger.
Sammenhængende univers
Alle de nævnte programmer og podcasts vil indgå i det nye K-univers med et tydeligt K ved deres titler.
Det sker for, at kulturbrugerne lettere kan finde kulturindholdet og for at understrege, at kulturstoffet hænger sammen og laves af en række dedikerede kulturjournalister, der arbejder tæt sammen.
Også de øvrige kulturprogrammer fra P1 og podcasts, såsom ’Klog på sprog’, ’Det er en klassiker' samt ’Skønlitteratur’ vil blive del af K-universet.
"Fra i dag har kulturen fået en anden lyd – og et nyt look. Det betyder, at det bliver nemmere for kulturinteresserede at finde vores mange kulturtilbud, for eksempel i DR LYD. Nu er der K’et at orientere sig efter. Samtidig kommer vi i det nye univers til at arbejde endnu mere sammen på tværs af de forskellige kulturprogrammer og podcasts. Vi har så sindssygt skarpe, begejstrede og vidende kulturjournalister. Fremover får lytterne mange flere oplevelser set gennem deres særlige og personlige kulturblik på verden, fordi vi kommer til at bruge det mere aktivt, og fordi de vil arbejde endnu mere sammen på tværs af programmerne," siger Mette-Line Thorup, der er redaktionschef hos DR Kultur, Debat og Lyd.